Lær at blande farver med farvepigmenter og Colour Fix her

Når du arbejder kreativt er farvelægningen af din skulptur, kunstige træstub, akvariebaggrund, hvad end du har lavet, ofte det der giver det sidste finish. Hos MakeMake arbejder vi udfra et lille fast farveudvalg hvorfra du har mulighed for at blande dine egne farver. På denne måde er du ikke nødt til at købe et stort udvalg af forskellige farver, men kan i stedet nøjes med at købe et lille udvalg hvorfra du kan blande dine egne farver.

Maling blandet af Colour Fix og farvepigmenter kan sagtens gemmes til næste gang. Det skal blot opbevares i en tætlukket bøtte.

Malingen kan bruges til betonskulpturer og afstøbninger, gipsafstøbninger og tekstiler. Du kan også male på sten, så længe det er sten med en sugende overflade.

Herunder finder du først nogle generelle retningslinjer for at blande farver med MakeMake's farvepigmenter og nederst er der mere præcise opskrifter på nogle af de farveblandinger vi ofte bliver spurgt om.

 

Naturfarvepigmenter eller PRO farver - hvad er forskellen?

Under Farver finder du to slags farvepigmenter. Naturfarvepigmenter og PRO farver. Disse kan sagtens blandes indbyrdes (pånær metalpigmenter, men det kan du læse mere om her) men er lidt forskellige i fremstilling og egenskaber. Naturfarvepigmenter er den serie af farver vi startede med at føre. Da vi først selv startede med at lave kunstige klipper og træer, havde vi brug for farver der var naturlige, altså ikke skrappe og helt rene.

Naturfarvepigmenter er oxydfarver og til dels udvundet fra naturen. Derfor opløses de i mindre grad i Colour Fixen og kan have tendens til at bundfælde. Derfor skal man huske at røre i sin maling løbende, mens man arbejder. Det er heller ikke muligt at forudsige den endelige farve ved kun at kigge på den opblandede maling og man vil være nødt til at lave tests undervejs på sit emne.

PRO farveserien kom til da vi havde brug for mere rene farver til skulpturer af f.eks. nisser og påskekyllinger, hvor der blev efterspurgt en "rigtig rød" og en "rigtig gul". PRO farverne er letopløselige i Colour Fixen og bundfælder derfor ikke.

 

Godt at vide når du skal i gang med at blande maling

Der er 3 grundfarver, rød, blå og gul. Ud fra disse kan du faktisk blande dig frem til alle farver, men for at gøre det lidt lettere så det ikke er alt du skal blande dig frem til selv, finder du også grøn, grå, brun, m.m. blandt vores farveudvalg. Vær obs på at når der er tale om at man kan blande alle farver ud fra rød, blå og grøn, så er det en ren blå, en ren rød og en ren gul. Derfor skal du vælge PRO rød og PRO gul hvis du vil have den reneste røde og gule at blande ud fra. Du kan bruge både PRO blå og naturfarvepigment blå. Her er PRO blå blot lidt mørkere end naturfarvepigmentet.

Alle farver mellem sort og hvid er grå

Sort og hvid er er også en uundværlig del af enhver malers udstyr, da de er disse der bruges til at tone farverne. Vil du gå fra blå til lyseblå tilsætter du hvid, og omvendt hvis du vil gå fra blå til mørkeblå tilsætter du sort.

 

Når du blander MakeMake's farvepigmenter skal du være opmærksom på at der skal meget mere hvid til at gøre noget lyst, end der skal sort til at gøre noget mørkt.

 

Vær derfor meget forsigtig når du tilsætter sort til din blanding og tilsæt kun lidt af gangen. Test undervejs om du har opnået den ønskede farve. Farven skal tørre før du helt kan vurdere resultatet.

Alle blandinger af sort og hvid giver grå, men også her skal du være opmærksom på at der skal få procent sort pigment til hvid pigment, for ikke at farven bliver meget mørk. Start med at tilsætte 1-5% sort, da det som sagt skal mindre sort til at få noget mørkt, end der skal hvidt til igen at gøre det lyst.