Lær at male bark i naturlige nuancer

 

Billedet herover taler for sig selv. Bark kommer i et utal af farver og nuancer. Barket fra et enkelt træ er ikke kun en farve og alt efter hvilken barktype du skal male skal du have fat i alt fra hvid og sort til brun og grøn.

Det du finder her er derfor ikke opskriften på hvordan du maler forskellige barktyper, men en generel vejledning til en brunlig bark.

 

Tip: når du skal til at male din bark kan det være en god idé at have billeder af den barktype du forsøger at efterligne, for at se hvilke farver og nuancer den faktisk består af.

Vejledning: Mal naturligt bark med pigmenter og Colour Fix

1. Når du har modelleret dit kunstige træ eller træstub og enten håndkarvet barken eller lavet indtryk med silikoneforme - se hvordan her - er det tid til at male.

Start med at blande en grundfarve, som du maler hele barkoverfladen med. Ved at starte med at male hele området en farve, sikrer du at alt betonen er malet og har fået Colour Fix - du undgår altså lettere helligdage, som vi kalder de pletter vi har sprunget over her i Østjylland.

 

 

Som udgangspunkt blandes brun og grøn farvepigment 1:1 i Colour Fix. Kommer du mere grøn end brun i blandingen, falder malingen ud til den grønne side og omvendt hvis du blander mere brun end grøn i.

Afhængigt af barktype kan du med fordel lave grundmalingen lidt mørk. På billedet øverst ses det at alle revnerne i barken fremstår mørkere end resten af barken og det er ligepræcis i revnerne at du kommer til at kunne se grundfarven.

 

2. Mens du maler grundfarven hav da et udvalg af tørre farvepigmenter liggende ved siden. Kig på billedet af den bark du efterligner. Er der flere nuancer af brun? Grøn? Orange? Grå? Hav disse farvepigmenter liggende ved siden af mens du maler og mal dem med ind i den våde maling.

Tryk forsigtigt de tørre farvepigmenter op i den våde pensel med grundfarven og mal farven med ind med enkelte strøg. Det er vigtigt at du ikke kører penslen gentagende gange det samme sted, da du så blander farvepigmentet helt med den våde maling og på den måde mister det nuancespil du forsøger at opnå. Skift mellem de forskellige tørre farvepigmenter du har fundet frem.

 

 

3. Tid til at lysne spidserne med dry brush-teknikken. Når din grundmaling er tør er det tid til at lysne de yderste kanter af barken, ligesom det naturligt bliver det af vind og vejr. Dette gøres ved at tage en våd pensel med din grundmaling og blande gul farve og hvid farve ind i penslen. Sørg for at mase pigmenterne godt op i penslen.

Herefter tager du et stykke flamingo eller andet papir du må male på og maler penslen næsten tør - deraf udtrykket dry brush. Når der næsten ikke kommer noget maling af penslen længere, pensler du forsigtigt med lette strøg din bark. På den måde er det kun de yderste kanter der lysnes. Hvis du ikke synes det får farve nok kan du evt. trykke lidt hårdere med penslen.

Hvis du finder det nødvendigt kan du gentage processen med en endnu lysere nuance og skabe endnu mere spil i barken. Husk at det skal være med endnu lettere penselstrøg, så du ikke maler ale det over du lige har malet med dry brush.

 

 

Nogle træstammer fremstår mere grå end brune og så vil det naturligvis være nogle mere grålige nuancer du skal arbejde med.

 

TIP: Synes du ikke dine kroge og revner i barken blev mørke nok? Lav en beskidt afvaskning! Her dupper du sort eller mørkbrun maling på din figur og bruger straks en våd svamp til at tørre malingen ind i alle revner og af det yderste af overfladen.

 

Brug evt. lidt køkkenrulle til at tørre det sidste maling af. På den måde får du malet "skidt" i alle revner og kroge hvilket medvirker til den naturlige effekt!