DIY Isvaffel til dekoration

DIY Isvaffel til dekoration

Lav din egen isvaffel

Denne vejledning tager dig igennem brugen af en lang række produkter, hvor du lærer af lave form og afstøbninger af din egen unikke skulptur. Først laves skulpturen i designer modellervoks. Hernæst laves der en form af figuren i silikone. I silikoneformen kan der laves alle de afstøbninger du har lyst til, og til sidst kan de males på et væld af forskellige måder.

Trin 1: Lav figur i Designer Modellervoks

Designer Modellervoks er helt hårdt ved stuetemperatur, og skal derfor varmes op inden du kan begynde at modellere med det.

Det kan varmes op på flere måder, men kan f.eks. varmes op i ovn. v. 100 grader. Start med at lade det varme et kvarter, og tjek så om det har opnået den ønskede bløde, modellerbare konsistens. Hvis ikke skal det blot varmes lidt længere.

Start med at forme en grov udgave af det du vil lave, som f.eks. isvaflen her.

Efterhånden som modellervoksen køler af, bliver den hård igen og her kan det være fordelagtigt at udnytte de forskellige stadier af hårdhed til bearbejdelse af overfladen. F.eks. blev mønstret i vaflen trykket ind da modellervoksen stadig var lidt blød, mens selve softicen blev karvet ud af toppen da modellervoksen var helt hård igen.

Til at bearbejde overfladen kan man med fordel bruge slynger og andet værktøj til ler, modellering og karvning. Hjemmelavet værktøj kan også bruges - f.eks. skulle der til selve vaflen bruges en firkantet form med rundede former til vaflen, og den blev skåret ud af et stykke træ, så det passede helt perfekt til formålet.

 

Når man har lavet sin figur kan der være brug for at lune overfladen igen, så den bliver blød, og kan glattes. Hertil kan man f.eks. bruge en hårtørrer.

 

Når man har lavet en form over sin figur kan man varme modellervoksen op og bruge den på ny.

Trin 2: Lav selv silikoneform af din figur

Afhængig af størrelsen og udformingen på din figur kan det være nødvendigt at lave at lave en todelt silikoneform. Den kan du se hvordan man laver i denne How to-video.

Til denne form er det brugt blå form modellervoks. Det skal ligeledes varmes op for at blive blødt og modellerbart, og kan enten æltes og gøres blødt med håndvarme, eller man kan snyde med en hurtig tur i mikroovnen.

Der er brugt Formsilikone Medium Shore 30 2 kg i alt til at lave formen.

Shore-værdien henviser til silikonens 'hårdhed' når først den er hærdet op, men alle silikoner er lige flydende inden de hældes over emnet, og får alle detaljer på emnet med. Jo højere shore værdi, jo hårdere og mere formstabil silikone får du når den hærder op.

Har du et emne med mere sårbare dele der stikker ud fra figuren, er det en fordel at vælge en blød silikone, der i højere grad kan give sig og krænges når afstøbningen skal ud af formen. Laver du noget som denne isvaffel, hvor der ikke som sådan noget der stikker ud, skal du gå efter en mere formstabil/hårdere silikone som medium eller hård.

Når silikonen blandes er det vigtigt at få hærderen blandet ordentlig op i al silikonen. Hvis der er dele af silikonen der ikke har haft kontakt med hærder, hærder det aldrig op og formen bliver ubrugelig. Tilsæt f.eks. lidt farve samtidig for på den måde at se at alt silikonen er blandet op.

For at modvirke luftbobler kan du med fordel hælde silikonen højt oppefra i en tynd stråle. På denne måde elimineres en del af de luftbobler der evt. er kommet i silikone mens det blev blandet.

Silikonen skal tørre 4-5 timer pr. halvdel, så formen kan laves på 1 dag.

Trin 3: Afstøbning i den hjemmelavede silikoneform

Du kan bruge de fleste afstøbningsmaterialer i silikoneforme, så længe de ikke er varmere end den pågældende silikone kan holde til. F.eks. kan Formsilikone holde til op til 160 grader, mens varmebestandig silikone kan holde til 250 grader.

Du kan f.eks. støbe med gips, beton, resin, sæbe eller stearin. I en form som isvaflen er selve indløbet til hullet meget snævert (se pil), da det af gode grunde ikke kan være større end spidsen af isvaflen, og derfor skal f.eks. gipsblandingen være en smule tyndere for at kunne hælde den i formen hurtigt nok. Hvis du har lavet en figur med flad bund, er det noget nemmere at lave et større indløbshul i sin form, så det er lettere at fylde sin form.

Når der støbes i formen sørger styresporerne (hullerne langs siden,) for at formen ligger lige og ikke glider skævt, og der bruges elastikker til at holde de to halvdele af formen sammen.

I silikoneformen af isvaflen har vi i første omgang støbt med gips, nogle med Ekstra stærk støbegips og nogle med dental gips

Når du støber med gips kan du undgå lufthuller ved at banke på beholderen på gips umiddelbart efter blanding - og bland evt. med dejskraber istedet for piskeris. På denne måde piskes der mindre luft i gips.

Når gipsen hældes i formen er det også en fordel at banke/vibere silikoneformen både undervejs og efter den er fyldt, for at hjælpe luftbobler på vej mod overfladen.

Trin 4: Maling af gipsfigur

Til at male gipsfiguren er der i første omgang brugt Colour Fix og farvepigmenter. For at blande en farve, der kunne ligne en vaffel er der brugt hvid, brun, gul, orange og gul PRO.

Selve softicen blev malet hvid, og efterfølgende blev der eksperimenteret med Koldt glasur resin UV.

Trin 5: 'Glasering' af gipsfigur

Koldt glasur resin UV kan bruges på beton, gips, selvhærdende ler m.m. Det giver det pågældende emne et flot skinnende finish, og afhængigt af hvordan figuren er malet, kan det komme til at ligne keramik med glasur.


Resinen er tokomponent og skal blandes 1:1. Herefter kan den pensles på emnet og den tager ca. 1 døgn om at tørre.

Til isvaflen eksperimenterede vi lidt med at indfarve lidt af resinen med PRO rød, for at få det til at ligne jordbærsauce der løb ned af isen og med at drysse brun farvepigment direkte på den påmalede resin, for at se om det kunne komme til at ligne chokoladepulver. Det er kun selve softice-delen, der er lakeret med resin. Resultatet kan du se herunder:


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar